På vej ud på den anden side af Corona-nedlukningen flyder medierne over af positive historier om, hvor meget CO2-udslippet er faldet under nedlukningen. Og samtidig af formaninger om at folk skal skynde sig i gang med at købe en masse ting, for at få økonomien tilbage op i samme gear som før.

Det er bizart.

Jeg tror og håber, at jeg ikke er den eneste der ser selvmodsigelsen i det. Men når jeg tager folks opførsel i betragtning, kan jeg godt blive alvorligt i tvivl.

Vi befinder os nemlig midt i en alvorlig epidemi, der startede i Vesten, og har spredt sig til alle dele af verden der har råd til at være med. Epidemien hedder “grådighed”.

Nej, du behøver ikke 2 biler og 40 par sko

Jeg bliver spurgt den ene gang efter den anden hvorfor Jonny og jeg ikke har 2 biler, når vi nu bor på landet.

Og den ene gang efter den anden fortæller jeg folk, at vores nuværende bil – selvom den er meget lille, økonomisk og købt kontant – koster os cirka 3.500,- om måneden i benzin, reparationer, forsikring, afgifter og Fanden og hans pumpestok. Og at endnu en bil ville koste mindst det samme beløb.

Og alligevel er svaret jeg får oftest bare fårede, tomme ansigtsudtryk og: “Jamen, ville det ikke være praktisk for jer at have to…?”.

Og dengang jeg kom til at fortælle en af mine kollegaer at jeg kun ejede 2 kjoler, da kom hun hurtigt i gang med at ynke mig. Mens jeg sad og undrede mig over hvorfor, eftersom jeg jo aldrig går med nogen af dem. Og heller ikke ville komme til det, hvis jeg købte flere.

Tilsyneladende er alle mennesker efterhånden tunet så meget ind på, at succes betyder ophobning af ligegyldige ting, at det er fuldkommen umuligt at trænge igennem, og få gjort det klart for dem, hvor åndssvagt det egentlig er.

Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke, hvor meget bedre verden ville være, hvis folk kunne blive kureret for deres grådighed.

Hvor meget mindre CO2 der ville blive udledt. Hvor meget mere magt den enkelte person ville have versus de store, multinationale virksomheder. Og hvor meget mere personlig frihed folk ville have, hvis de ikke var bundet op på at skulle tjene meget mere end de har brug for, for at fodre pengekassen i virksomheder, der ikke engang gider betale skat i Danmark til gengæld.

Det er efterhånden sjældent jeg tillader mig selv at tage mig til hovedet – for jeg har for længst lært at det ikke nytter noget. Jeg fokuserer på Jonny og jeg selv, og på at sikre os to bedst muligt, uanset andre menneskers opførsel. Og det går heldigvis også fantastisk.

Men at forstå, hvad der driver og motiverer andre mennesker til den opførsel, de lægger for dagen – det kommer jeg nok aldrig til.

Du stemmer med din pengepung

“Eplehuset” – en norsk Apple Store. Vi troede det var en økologisk grønthandler, da vi så det på skiltet uden centret. Var ret skuffede.

Udtrykket bliver ofte brugt. Men det ser ikke ud til, at ret mange reelt forstår hvad det betyder.

Når du køber et produkt fra en virksomhed, stemmer du samtidig på virksomheden. Dine penge omsættes til deres indflydelse i samfundet. Og hvis det gælder de helt store virksomheder (og særligt tech-virksomheder), så burde det give en dårlig smag i munden. For alle ved jo, at de har en skadelig effekt.

Men af en eller anden årsag betyder det bare ikke noget. Folk er villige nok til at snakke om, hvordan firmaer som Amazon og Facebook har en skadelig virkning, der egentlig burde begrænses. Men de glemmer det sekundet efter, når de lige hurtigt skal købe noget, eller skrive til en af deres “venner”.

Og det er jo dels vanens magt. Men dels også det triste faktum, at mennesker er flokdyr (uanset hvor højt de i kor råber op om deres individualitet). Hvis ens venner og familie gør noget, så gør man det ofte også selv. Uden at tænke.

Og hvis der først er opstået konsensus i samfundet om, at en iPhone er et statussymbol. Så køber de fleste en iPhone. Uanset det faktum, at man kan få en lige så god telefon, til det halve. Og hvis man er én af dem, der vover at sige højt, hvor mange penge folk dér har spildt på ingenting – så risikerer man at blive hånet. Som jeg for eksempel blev gentagne gange på mit tidligere job, af både chefen og mine kollegaer. Det blev nærmest en slags tradition.

Og efter den behandling ville de fleste mennesker nok bare dukke nakken og gå ud og købe en iPhone. Håbe på, at det ville være nok til at berolige flokken, så de kunne få lov at græsse i fred sammen med de andre.

Men hvis man har været udenfor hele sit liv, mister man før eller siden troen på at den taktik overhovedet virker. Så det gjorde jeg ikke. Og jeg tænker stadig på overprisen, folk villigt betaler for elektronik, som “idiotskatten”.

Lad mig illustrere hvad jeg mener, med dette sjove tankeeksperiment:
Prøv at regne på, hvor mange timer du kunne have holdt fri, og været sammen med din familie, hvis du ikke købte en ny smartphone hvert år, bare fordi der er kommet en ny og “smartere” model, og en af dine venner lige har købt den, og går og praler med det.

Prøv det. Og udstræk det så til alt andet du ejer.

Tænk så over, hvor meget du egentlig havde brug for nogen af de ting. Og om du egentlig ikke hellere ville have prioriteret noget andet i stedet.

At prioritere benhårdt

Jeg kan selv udføre førnævnte tankeeksperiment med fuldkommen sindsro. For jeg køber intet, vi ikke behøver.

Jonny og jeg køber stort set aldrig nyt (byggematerialer delvis undtaget). Men ja, vi er outliers.

Og det er, for os, en rigtig positiv ting.

Vores økonomi er solid. Vi kan tage fridage, når vi vil. Vi bemærker det dårligt, når der kommer en uforudset regning. Og når vi skal lave mad, dapper vi bare lige ud i haven og plukker noget tilbehør til den lækre bøf, vi har fundet til 50% rabat fordi det var sidste salgsdato.

Og vi føler ikke at vi mangler noget som helst. Tværtimod føler vi, at vi lever som konger. Fordi vi gør.

Alene det, at vi ikke jagter det næste nye produkt, og skal finde penge til at købe det, er jo et kæmpe stress-moment at fjerne fra sit liv.

Men det hjælper nok at have et asocialt anstrøg, for at gøre det i praksis. For ellers får man som sagt svært ved at gøre det.

For os har det ikke været svært. Tværtimod. For os er det det naturligste i verden. Og det kan det blive for alle, takket være vanens magt. Man skal bare igennem en art afvænning først.

Kunne Corona-tiden ikke have den effekt? Folk siger, at de har haft tid til at tænke og reflektere under nedlukningen. Men vil det kunne ses bagefter, når hverdagen opsluger dem igen?

Det er spørgsmålet

Og svaret, for mit vedkommende, er at andre mennesker efterhånden kun kan overraske mig positivt. 😂

Portræt af verden, lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.