Ja, det er måske lidt kontroversielt at begynde at skrive om, nu hvor så mange kæmper med at betale regningerne.
Men ærligt talt: Corona skuffede fælt i forhold til at få folk til at skære ned på deres forbrug, og indse hvor skadelig deres adfærd er for såvel dem selv som resten af planetens befolkning.
Kan energikrisen og den tilhørende inflation have en større effekt?
Hvad er mulighederne?
Selvsagt betyder inflationen at alting (stort set) bliver dyrere. Og i hvert fald i teorien burde det betyde at folk kan blive motiveret for at skære ned på deres forbrug, for at undgå stigende udgifter.
Den tilhørende bekymring for en kommende recession kan have en tilsvarende effekt, hvor bekymringen for hvorvidt man får lov at beholde sit job i fremtiden kan få folk til at spare mere op i dag.
Hvorfor kan dét være positivt?
Vi er jo ellers blevet tudet ørene fulde med, at man skal FORBRUGE for at sikre VÆKST i samfundet!
Men… Vækst ikke er et mål, der er værd at forfølge. Det skaber flere problemer end det løser. Dels skader det konstante overforbrug / overproduktion klimaet, hvilket i sidste ende skader os alle. Det svarer til at skære den gren over, man sidder på. Og dels bliver værdiskabelsen fra væksten ikke ligeligt fordelt, hvilket betyder at vi får et stadig mere ulige samfund, hvor særligt dem på bunden (ironisk nok også de, der bliver hårdest ramt af inflationen nu) står stadigt dårligere.
At bremse væksten, at få folk til at skære ned og tænke over, hvordan de bruger deres penge og på hvad er overordnet set noget, jeg ser aldeles positivt på. Dels for samfundets skyld, men i særdeleshed også for hver enkelt borger.
At tage kontrollen over sin økonomi tilbage, og beholde en større andel af hvad man tjener, fremfor at smide pengene ud af vinduet til en række forskellige virksomheder, der står i kø for at tilbyde én en masse meningsløst lort man ikke behøver, er jo i høj grad positivt for den enkeltes økonomi. Og burde være noget folk blev tilskyndet til i langt højere grad.
Og nu er muligheden her! Igen! Vil folk tage den denne gang?
Hvad kan gå galt?
Men… folk er jo nu engang ikke logiske. De blæses hid og did af trends og tilskyndelser.
Og er der reelt en chance for at de tænker sig om, tager sig selv i nakken, og prioriterer anderledes bare fordi alting bliver dyrere?
Nu er jeg jo ikke kendt for at være optimist.
Og jeg ville overordnet opdele folk i tre grupper.
Gruppe 1 er de, der tjener absolut mindst, og som derfor bliver ramt hårdest af denne krise. De kæmper nu med at få mad på bordet, tøj på kroppen og huset opvarmet til vinter. Hele deres indkomst går til fornødenheder, og dermed er deres handlemuligheder begrænsede. De forbruger allerede absolut mindst, og deres muligheder for at skære noget fra er yderst begrænsede, hvis overhovedet til stede.
Gruppe 2 er de, der tjener så meget, at de er ligeglade med prisstigningerne. Og som absolut ikke har noget incitament til at forbruge mindre af samme årsag.
Og Gruppe 3 er størstedelen af befolkningen, der befinder sig et sted imellem. Vil de skære ned? Eller vil de rase mod politikerne, forlange checks og/eller skattelettelser og græde over verdens uretfærdighed, frem for at ændre livsstil?
Jeg tror, de fleste i Gruppe 3 vil vælge den første udvej. Det er jo – trods alt – den nemmeste. Og selvom nemmest absolut ikke betyder bedst, så er de fleste mennesker nu engang mest stemte for at springe over hvor gærdet er lavest.
For at være helt ærlig er jeg efterhånden nået til den konklusion, at folk ikke evner at gennemføre nogen positive forandringer. Der er ikke nok, der har viljen, evnerne og den nødvendige viden til at frigøre sig fra konsumerismen (for nu at lyde lidt højtravende).
Og umiddelbart tænker jeg at det skyldes den tomhed, der ellers omgiver folk i dagens samfund. Hvordan udfylder man tomrummet, når det bliver sværere og sværere at se mening med tilværelsen, skabe meningsfulde relationer eller i det hele taget se en fremtid, man ønsker at leve eller bringe børn ind i? Tja… Man kan da altid købe noget mere lort, man ikke behøver.
Vi er efterhånden kommet dertil hvor folk kun kan overraske mig positivt.
Og hvor ville jeg ønske, at de ville tage sig sammen til at gøre det.
Rette ryggen, betale deres gæld af, købe nogle solceller og begynde at dyrke deres egne grøntsager… Eller hvad der nu virker for dem.
Men hvis den nuværende gavebod der er i gang i valgkampen skal tages for pålydende, så er det ikke heeelt der, vi er på vej hen. Heller ikke denne gang.
Som altid håber jeg på det bedste, men forventer (og planlægger efter) det værste.
